Psykolog
Anne-Mette Mohr

Psykolog Anne-Mette Mohrs faglige profil

Jeg blev færdig som psykolog fra Københavns Universitet i 1994, er autoriseret af Sundhedsministeriet og godkendt af Dansk Psykologforening som specialist og supervisor i klinisk psykologi. Siden 2001 har jeg arbejdet som privatpraktiserende psykolog og som supervisor for psykologer og andre faggrupper. Klik her for CV.

Jeg har overenskomst med Den Offentlige Sygesikring, hvilket betyder, at personer med en lægelig henvisning til psykologbehandling, kan bruge henvisningen hos mig og derigennem få offentligt tilskud til mit honorar.

De psykologiske områder, som jeg arbejder med, spænder fra dødsfald, traumer, sorg, depression, angst, stress til kroniske sygdomme, livstruende sygdomme, parforholdsproblemer og pårørendeproblematikker (fx hvis man er pårørende til et familiemedlem, som har en psykisk eller fysisk sygdom).

Derudover har jeg en meget omfattende og specialiseret viden indenfor høreområdet lige fra høretab, døvblevenhed, tinnitus til indre-øre-betinget svimmelhed, for eksempel Menières sygdom eller “løse øresten”. Jeg har arbejdet indenfor høreområdet siden 1992, både som psykolog, supervisor og underviser. Gennem årene har jeg holdt utallige foredrag om disse emner, både i Danmark og i udlandet. Jeg har grundlagt House of Hearing og været leder heraf frem til november 2021. For CV vedrørende mit hørefaglige arbejde klik her. Jeg har skrevet kapitler og artikler om tinnitus og tinnitushåndtering, for yderligere information klik her. Jeg er medvært på Tinnituskompasset klik her.

Sluttelig har jeg en omfattende efteruddannelse indenfor den eksistentielle, fænomenologiske retning. Sammen med nu afdøde psykolog Vibe Strøier og psykolog Charlotte Sandros drev jeg i en årrække Skolen for Eksistentiel Psykologi, hvor vi iværksatte og underviste på en formaliseret, eksistentiel efteruddannelse for psykologer. Skolen er nu nedlagt, men i 2021-2022 forestod vi en efteruddannelse for hørekonsulenter. Min psykologfaglige arbejde er derfor meget præget af den eksistentielle indfaldsvinkel til livet og dets udfordringer. Jeg forsøger således – under absolut hensynstagen til mine klienters tematik og behov – at arbejde tæt på den måde, som Professor Ernesto Spinelli beskriver i sin bog: “Practising Existential Therapy”.